Oplysninger til pressemeddelelse |
||
Thyge Christensen kom første gang til det vestafrikanske land Burkina Faso i 1979 (da landet endnu hed Øvre Volta). Siden har han været der over 50 gange. Først i 80'erne skrev han bogen "Man kan ikke vaske een hånd" om en cykeltur fra Århus til Gorom-Gorom i det nordøstlige Burkina Faso, på grænsen til Sahara. Bogen blev en af tidens bedst anmeldte rejsebøger. Den handler mest om de 14 måneder, han tilbragte sammen med en familie i den lille by. Den mundtlige tradition er stærk og levende i Burkina Faso. Eventyr og andre fortællinger er en vigtig del af børns og unges opdragelse. I alle årene har Thyge Christensen studeret f.eks. de såkaldte dilemmaeventyrs betydning for det multikulturelle samfund. I Burkina Faso lever over 60 forskellige folkeslag sammen, langt de fleste med hver deres sprog, adskillige med deres egen religion. Fra barnealderen lærer burkinerne at se de andres vinkel på en sag, at gebærde sig i mangfoldigheden. Og endnu i dag lever de mange folkeslag i fred og harmoni. Udover fortællingen lever gamle fredsbevarende og konfliktløsende traditioner, som baserer sig på latter. Thyge Christensen har skrevet en række bøger, arbejdet med radio og tv, ledet store skoleprojekter i Burkina Faso - samt ikke mindst holdt en lang række foredrag om sine vestafrikanske erfaringer - fra børnehaveklasser til universiteter og sognegårde. |
||
|
||